Vidste du, at man ved at genbruge dåser til produktion af for eksempel cykelstel, nye dåser og gryder reducerer affaldsmængden fra 85 kg til 3,5 kg pr. kg aluminium? At det sparede energiforbrug ved at genanvende én dåse er nok til at holde en computer kørende i 8 timer? Og, at den dåse du smider i affaldsækken blot smelter i forbrændingen, men ikke forgår? Det giver altså god mening at genbruge dåser. Enten ved at aflevere dem til genanvendelse eller ved at slippe kreativiteten løs og bruge dem i dit hjem. Her får du 5 kreative ideer til genbrug af konservesdåser.
Konservesdåser er gode til lys i haven. De bliver kun kønnere, når de ruster. Øverst har jeg brugt et metalbor til at lave et mønster lyset kan skinne igennem. Jeg har også delt konservesdåsen, så jeg har fået små lyseholdere. Nederst har jeg brugt konservesdåserne som de er, men sat glas omkring. De to glascylindre kommer fra to olielamper, som ikke er specielt kønne, men glasset er perfekt.
Små runde konservesdåser er perfekte med fedt og frø til fuglene. Øverst har jeg beklædt dåserne med rester af skind og pels. Nederst har jeg malet en makreldåse med tavlelak og tegnet små hjerter på med kridt.
Temaet med pels og skind går igen på de større dåser. Jeg finder ofte skind- og pelsrester i genbrugsforretningerne og det her er en af de ting, jeg bruger resterne til. I dåserne har jeg plantet vintergrønt. Husk at lave huller i bunden med et metalbor eller en syl. En anden ting, jeg bruger pelsrester til, er indenfor, når jeg dækker et vinterligt bord
En rest voksdug giver liv til en rusten konservesdåse. Både skind og voksdug limer jeg på med en limpistol. Jeg bruger både dåserne inde og ude. Senest har jeg brugt en dåse med hvid pels til mit nytårsbord.
Ind imellem er en konservesdåse bare pæn i sig selv. Den her guldfarvede dåse, var der ingen grund til at gøre noget ved. Nu står den med en vinterbuket fra haven.
Oprindeligt startede mit kreative projekt med konservesdåser den dag jeg arvede en gammel brugt ruskindsjakke. Den brugte jeg til en forårsdekoration fra haven på et tidspunkt, hvor midlerne var små. Projektet udvikler sig hele tiden. Jeg kan ligesom ikke vikle mig ud af det igen. Fortsættelse følger altså i den kommende tid med mange flere ideer til genbrug af konservesdåser.
Fakta omkring genanvendelse af dåser er fra Affald.dk samt Dansk Affaldsforening.
Wow, brukar återanvända burkar/dåser men visste inte att man kan spara så mycket energi.
Mycket snyggt med skkinn och päls!
Allt gott
Anette
Tak for alle ideerne, Birgitte. Jeg har stadig de store dåser som der var mælkeerstatning i fra dengang børnene var små, de er blå og røde og jeg har brugt dem til opbevaring af strikkepinde og bånd og bændler. Men ude i haven har jeg kun brugt konservesdåser til at plante i. Jeg synes at de er flotte når de ruster, men jeg kan også rigtig godt lide dineskindbeklædte beholdere – og allerbedst den med fuglefrø og fedt:)