Kranse til jul behøver ikke at være komplicerede. Jeg har været i arkivet for at finde inspiration til 5 naturlige julekranse. Alle enkle og lette at lave. Så kan den travle og utålmodige også være med.
En grankrans fra blomsterhandleren pyntet med et bånd. Nemmere bliver det ikke.
En krans behøver ikke at hænge. Lav små kranse af forskellige materialer og læg dem ovenpå hinanden. Det kan både være et miks af grønt og grene eller blot grene i forskellige nuancer.
En moskrans er altid smuk i den mørke vintertid. Og, meget nem at lave. Det kræver ikke det store blomsterbinderkursus at binde flader af mos på en halmkrans. Jeg bruger grøn blomstertråd. Så ser man ikke tråden så let. Og, så varierer jeg med forskellige slags mos fra skoven. Jeg kan godt lide, når der følger lidt bark og blade med. Det giver kransen et naturligt “look”.
Du kan selvfølgelig også blot vælge én slags mos. Det gjorde jeg til en stor krans, bundet på en krans af birkeris.
En krans af birkeris er nem at lave. Du styrer den ved at forme den omkring en rund genstand. For eksempel en urtepotte eller en spand. Herefter har du en krans, som du kan bruge hele året og pynte efter årstiden.
Man kommer langt med en renseribøjle og nogle eukalyptusgrene. Bøjlen er nem at forme. For eksempel til et hjerte. Har du lange eukalyptusgrene kan du sno dem om bøjlen. Enkelt og smukt.