Plantefarvede æg med succes

Plantefarvede æg

Når det gælder påskepynt, går vi sjældent all in som i julen, men mindre kan også gøre det. Nogle enkelte plantefarvede æg i en skål er nok til at påskestemningen spreder sig. 

Jeg er alt for klodset til at puste æg, så når det gælder æg til dekoration, koger jeg dem 2-4 timer. Inklusiv opvarmning og afkøling. Både for, at farven kan fæstne og for at konservere æggene. Når de har kogt så længe, kan du gemme dem til evig tid. Med tiden skrumper indmaden nemlig ind og bliver til en lille raslende kugle. Du skal blot være opmærksom på, at skallen er hel, når du gemmer dem. Ellers lugter de.

Ikke alle planter farver lige godt. Løgskaller er nemme at farve med. Derfor har jeg i mange år farvet æg med dem, men i år har jeg kastet mig ud i en række eksperimenter. Sidst i indlægget får du min 4 i 1 metode til plantefarvning af æg med rødkål, men inden da lige nogle enkelte råd med på vejen.

Generelt for alle farvninger

Eksperimenter: Der er ingen garantier, når det gælder plantefarvning af æg. Det allerbedste er derfor at gå til det med nysgerrighed. Bliver farven ikke helt som du drømte om, kan du altid prøve at farve ægget om. Eksperimenter med hvor længe du lader ægget ligge og afkøle i det farvede vand. 

Kogetid: Som skrevet indledningsvis så koger jeg æggene mindst 2 timer og lader dem afkøle i vandet cirka lige så længe. Nogen gange længere.

Hvilke æg: Du kan bruge alle mulige slags æg, men det er nemmest at få fat i hønseæg. De brune æg er gode til mørke, mættede farver, men ikke til lyse farver. Med brune æg bliver de mørke farver dybere, mens de lyse ikke kan ses. Blander du brune og hvide æg til de mørke farver, får du en nem variation uden at skulle farve ad flere omgange. Til lyse farver skal du udelukkende vælge hvide æg. Tip: Den røde datomærkning fjerner du let med eddike på en klud. Gnid forsigtigt til det er væk.

Hvilke planter: Generelt går jeg udfra de farver, som man kan farve tøj med. Mine største succeser er med rødkål, løg, grønkål, te og gurkemeje. Tilsæt eddike. Det får farven til at binde.

Gryden: Find en gammel gryde frem du ikke har alt for kær. Jeg bruger en fra genbrugsforretningen, som fra nu af kun er til at farve æg i.

Nylonstrømper: Smid ikke de nylonstrømper ud som er løbet. De er gode til at holde på planter omkring ægget, hvis du ønsker den effekt.

Efterbehandling: Når æggene er afdryppede og helt kolde, kan du gnide dem med madolie. Det giver en skinnende effekt.

Plantefarvede æg med rødkål

Rødkål

4 i 1 metoden: Rødkål giver blå æg som du kan variere på mange forskellige måder. Her får du 4 i 1 metoden. Med den kan du skabe et dekorativt fad ud fra én ingrediens. 

Trin 1. Marmorerede æg: Hak nok rødkål til at dække bunden af gryden med et tykt lag. Det må gerne være den tørre rest, du har liggende bagerst i køleskabet. Læg æggene i gryden. Bland gerne både hvide og brune æg. Hak mere rødkål og dæk æggene med et tykt lag. Stop lidt rødkål ned omkring æggene, så de er i kontakt med rødkål hele vejen rundt. Hæld vand på, så det dækker og tilsæt 8 spsk. eddike for hver liter vand.

Varm langsomt vandet op. Når det er i kog, skruer du ned og lader æggene simre i to timer. Herefter har du to muligheder:

Lyseblå æg (kun på hvide æg):  Sluk og fisk forsigtigt æggene op. Lad dem dryppe af i for eksempel en æggebakke.

Mørkeblå æg (både på hvide og brune æg): Sluk og lad æggene afkøle i vandet. Tag dem forsigtig op og lad dem afdryppe. Dybden i farven afhænger af tiden æggene ligger og afkøler i vandet, så eksperimenter med, hvor længe de ligger der. 1 time, efter du har slukket for varmen, er et meget godt pejlemærke.

Marmorerede æg farvet med rødkål

Marmorerede æg på brune og hvide æg

Trin 2. Ensfarvede æg. Fjern rødkålen, så du kun har vandet tilbage, men gem kvaset – altså rødkålen. Den skal du bruge i trin 3. Har du brugt en sigte, så hæld rødkålsvandet tilbage i gryden og læg et nyt hold æg i. Tilsæt vand så det dækker og lidt ekstra eddike svarende til det vand du har tilsat ( 2 spsk for hver 2,5 dl.). 

Varm langsomt vandet op og fortsæt som under trin 1

Trin 3. Rustikke marmorerede æg. Læg kvaset fra trin 1 tilbage i gryden og suppler med lidt friskhakket rødkål. “Pak” æggene ind i rødkålen som i trin 1. Tilsæt rødkålsvandet fra trin 2, eventuelt ekstra vand og eddike som under trin 1 samt 1 tsk. alun pr. liter vand. Når alun koger med så længe, som denne metode kræver, binder den farven til ægget på en rustik måde. Alun køber du blandt andet i Matas.

Varm langsomt vandet op og fortsæt som under de forrige trin.

Trin 4. Rustikke ensfarvede æg. Fjern rødkålen fra trin 3, så du kun har vandet tilbage. Herefter gør du som under trin 2, men tilsætter også 1/4 tsk alun for hver ekstra 2,5 dl. vand. 

Påskeæg med plantefarve

T.v. Ensfarvede æg på hvide æg T.h. Rustikke æg på brune æg

God fornøjelse og pas på. Man kan godt blive ret bidt af det med at plantefarve æg, når først man er kommet godt i gang.

Er du vild med påskepynt? Så kig forbi Anna´s Plads i morgen, hvor Ina giver inspiration til hængende påskepynt.