Haven ved den sydsjællandske landejendom Langebækgård er en 50.000 m2 stor engelsk inspireret landskabshave. Gennem haven løber den gamle møllebæk og skiller den landskabsprægede park fra den mere kultiverede havedel. Længst væk fra huset ligger blandt andet birke- og lærketræslunden samt nøddegangen og brombærhegnet. Tæt på huset ligger skærehaven og dufthaven. I alt er haven opdelt i 18 rum med hvert deres særkende.
Her tog vi på besøg den anden dag, da haven var åben. Og, hvilken inspirerende dag. Alene stemningen er værd at opleve. At vandre i den store have og lade sig glide med i de forskellige stemninger hvert rum bringer med sig.
Dagen sluttede vi af i cafeen, hvor de på ægte engelsk vis serverede agurkesandwich og ualmindelig lækre lagkager.
Haven og cafeen på Langebækgård er åben 3 gange om året. Du kan læse mere om haven og se åbningstiderne på Langebækgårds hjemmeside.