Vinterterapi kan også være andet end lysterapi. På Glytoteket kan man lade op med lidt sødt til kaffen og masser af grønt til nethinden.
I februar, når dagene bliver længere og lyset langsomt kommer tilbage, vågner lysten til alt det grønne og varmen. Udenfor er det dog stadig koldt og i stort omfang bart. Enkelte vintergækker og erantis hist, stedsegrønne buske pist og måske nogle få vinterblomstrende buske i et hjørne, er alt der giver farve til haven. Sneen hjælper på lyset, men ikke på det grønne. Heldigvis findes der muligheder for at suge både grønt og varme til sig andre steder og lige her tænker jeg ikke på charterferie.
I København , tæt på hovedbanegården og Tivoli , ligger Glyptoteket. Mest kendt for sin antikke samling og afdeling med fransk kunst, men i dag var vi ude efter noget helt andet. Vi trængte til lidt grøn vinterterapi, varme og en syndig kage. Alt det klarer Glyptoteket på et og samme sted. Nemlig i Vinterhaven.
Vinterhaven kom til i 1906, da Glyptoteket udvidede med endnu en bygning, for at få plads til den antikke samling. Mellem den gamle bygning fra 1897 og den nye blev vinterhaven opført med en glaskuppel som tag, masser af grønne eksotiske planter, et lille vandbassin og både moderne og klassiske skulpturer. Helt i tidens stil. Her kan man sidde på en bænk omsluttet af alt det grønne og lytte til vandets rislen, mens man drømmer sig væk til varmere himmelstrøg.
Eller man kan sætte sig i Glyptotekets café, som ligger i det ene hjørne af vinterhaven. I mange år var den kendt for Mette Blomsterbergs helt exceptionelle kager, men det nye værtspar, Stephanie Michaud og Peter Stub, kan bestemt også byde på en kage til ens vinterterapi. Det er fantastisk at sidde midt i alt det grønne og nyde eftermiddagskaffen. Absolut anbefalelsesværdigt.
Har du flere dage i København, eller bor i byen og trænger til mere vinterterapi så smut forbi Palmehuset i Botanisk Have eller en tur over sundet til Lund. Tidligere på ugen var vi nemlig på havetur i Lund og det giver også ny energi i februar.