Frederiksberg Ældre Kirkegård er en lille perle på Frederiksberg Allé. En grøn lomme midt i storbyens pulserende trafik, hvor man lære meget om havearkitektur.

På vej ned ad Frederiksberg Alle fik en pludselig indskydelse mig til at gå ind ad den lille smedejernsdør til Frederiksberg Ældre Kirkegård. Tanken slog mig nemlig i forbifarten, at her var en af de steder, jeg, efter 30 år i København, stadig ikke havde set.

Jeg har altid holdt meget af at gå ture på kirkegårde. Der er en særlig ro og forbundethed med historien. På landet fortæller stenene historier. I byen er det de stedsegrønne haveanlæg, som de store kirkegårde er skabt ud fra, der giver gåturen noget særligt. Sådan er det også med Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Den helt særlige charme ved Frederiksberg Ældre Kirkegård er det æstetiske kludetæppe, den er bygget op som. Kirkegården er udvidet ad mange omgange siden 1732. Tæt på Frederiksberg kirke består den af en række små rum. Det giver en intimitet, som i en privat have. Store cedertræer danner tag, formklippede stedsegrønne planter og opstammede nåletræer møblerer rummet, som er indrammet af gamle stenmure- Fliser og grus udgør gulvet. Der er flere point de vu i de små rum. Både i selve rummene og ud af dem. Man kan lære meget om havearkitektur ved at gå en tur her.

Længst væk fra kirken kommer et langt rum, som fører én ned til endnu en afdeling med små rum uden forbindelse til de andre. Her i det store rum er der lange kig ned gennem alléerne. I det bagerste hjørne snor Frederiksberg Ældre Kirkegård sig uden om en bebyggelse. Dermed opstår den lille ekstra afdeling med små rum.

En kirkegård er også et godt studiested for stedsegrønne planter. Både med hensyn til mangfoldigheden inden for denne gruppe og i forhold til alle de stedsegrønne som kan klippes i form. Her er virkelig inspiration at hente.

På sådan en vinterdag i februar er det dejligt at slå et sving omkring Frederiksberg Ældre Kirkegård. Blive mættet af alt det grønne, finde roen og få inspiration.