Mit ambivalente forhold til rhododendron

Rhododendron buket

Vores lyserøde rhododendron synger på sidste vers. Den har været overdådig i år og jeg har nydt den. Men nok mest fordi jeg har fået den af en meget kær veninde. For i virkeligheden har jeg et lidt ambivalent forhold til rhododendron. På den ene side har dens blomster en elegance, som jeg sætter pris på. På den anden side er blomsterne meget dominerende og anmassende. Selve busken er en dejlig stedsegrøn busk, som jeg nyder at have. Men også den kan tage meget opmærksomhed, når den vokser sig stor og mægtig.

Rhododendron

Rhododendron en ikke en plante, du bare planter og så klarer den sig selv. Den trives kun, hvis du planter den i et surbundsbed, gøder og vander. Den opmærksomme læser vil hurtigt se, at jeg skal ud og købe gødning. Buskens blade er meget lysegrønne med et gult skær og hænger lidt med ørerne. Egentlig skulle jeg have gødet den allerede i april, men hellere sent end aldrig. Dog ikke senere end august. Gerne tre gange i den periode. Rhododendron kræver også meget vand. Med de temperaturer vi har nu er der ikke andet at gøre end vande. For lige meget hvor ambivalent et forhold jeg har til rhododendron, så vil jeg selvfølgelig gerne bevare vores. Og, til næste år vil jeg bruge den meget mere i buketter. En buket med enkelte rhododendronblomster fremhæver blomsternes elegance og deres overdådighed bliver et plus.