Med deres mindre blomster og lange, smalle blade giver azalea en god kontrast til rhododendronbuskens kompakte blomster og vækst. Azalea løfter ganske enkelt rhododendronbedet og gør det lettere. Den kombination rykker betydeligt ved mit ambivalente forhold til rhododendron.

Ambivalens eller sågar modvilje pirrer mig altid. Jeg bliver ganske enkelt nysgerrig på, hvorfor jeg har den følelse – og på om den kan flyttes. Valbyparken med dens temahaver er altid et godt bud i den slags tilfælde. Og, efter en runde i Surbundshaven er der rokket betydeligt ved min ambivalens. Ja, måske er jeg faktisk overbevist.

Der er en helt anden umiddelbar elegance over azalea end over rhododendron. Af den slags jeg falder for med det samme. Men det er kombinationen som løfter de to og gør bedet luftigt og indtagende. Sammen skaber de et overdådigt, smukt og berusende syn.

Med til at løfte bedet er enkelte papirbarkløn som danner tag og grønne skovplanter med højde og lethed som skræpperne (?) til højre i billedet. Stof til eftertanke til et bed som jeg egentlig har erklæret færdigt. Nemlig bedet med den lyserøde rhododendron som idag har selskab af stenbræk og en ukendt græs. Hvem ved måske kommer der en dag en azalea til. Haven er i konstant forandring. Ligesom ens ambivalens.