Rådyr elsker rosenknopper, og derfor har vi kun en rose. Nemlig slyngrosen “Lykkefund”. Jeg kunne vælge at opstamme den i en eller anden form, men jeg holder så meget at den, at jeg i stedet for har valgt at sætte et hegn forneden. I mange år har jeg haft det samme. Nu var det på tide med et nyt. Et stykke hønsetråd og nogle grene blev udgangspunktet for et flettet hegn.
Det er meget nemt at flette grenene ind i hønsetråden, og det giver et luftigt udtryk, som jeg godt kan lide. Samtidig giver grenene det natur-look, som jeg også holder af. Ren hønsetråd går ikke i vores have.