Cph garden 2017 i Valbyparken er først og fremmest en dejlig følelse af at være sammen om at dyrke haveglæden. Hernæst er der masser af haveinspiration
I denne weekend er det endelig blevet tid til Haveselskabets store event, Cph Garden. Fire dage fyldt med haveglæde og -inspiration. Og, jeg synes virkelig, du skal se at komme afsted. Det er nemlig godt skruet sammen.
Først og fremmest er der stemningen. Forestil dig at være sammen med hundredvis af andre haveentusiaster, som alle deler din begejstring for have. Man kan ligefrem mærke, hvordan det hele spirer og gror. Samtaler om planter, træer, spiselige haver, prydhaver og drivhuse summer gennem Valbyparken og inspirer til mere have derhjemme. Følelsen af fællesskab er en dejlig følelse og chancen for, at du møder nogen, du kender er stor. Og, at du gerne ville snakke lidt mere, end der er tid til. Sådan havde jeg det i hvert fald i går, da gruppen af bloggere blev lige så hurtigt opløst, som den blev samlet. Det gør vi bedre til næste år, så vi får snakket godt i gennem med både kendte og ukendte ansigter.
Man kan mene, hvad man vil om awards. De er en del af tidens trend og er højst sandsynligt kommet for at blive. Så er det jo kun godt, at priserne i det store hele går til nogen, som fortjener dem. At “Livsnyderhaven” vandt prisen for årets blog, kan jeg kun bifalde. Maria formidler haveglæden på bedste vis og er en stor inspiration. En anden inspirationskilde til haveglæden er Tante Grøn. At hun vandt to priser, Årets havebog og Årets grønne profil, viser bare, hvad vi vil have: entusiastisk og uprætensiøs haveglæde som smitter. Det som vi til daglig finder hos hinanden på alle vores blogs og som blot er destilleret hos Maria og Tante Grøn.
Bittens have vandt prisen for Bedste haveoplevelse og Favoritredskabet hos flertallet af Haveselskabets medlemmer er en beskærersaks fra Felco. Som du nok fornemmer, kender jeg ikke noget til de to, men bemærker blot at Haveselskabets medlemmer muligvis beskærer mere end de for eksempel fjerner mælkebøtter pr håndkraft.
Det der er vigtigt at huske er, at det er ikke en jury, som har valgt vinderne, men på bedste demokratisk vis enhver haveentusiast, som havde lyst til at stemme.
Derfor kunne det også have været interessant med en publikumspris til showhaverne. Blot for at se, hvor stor forskellen er på, hvad en professionel jury og den almindelige haveejer falder for. Juryen sagde det selv. Publikumsprisen ville højst sandsynligt være gået til Dorthe Kvists “En vild og vidunderlig urban oase”, men juryen valgte den fra, fordi den ikke er realiserbar for den almindelige haveejer. Det åbner op for spørgsmålet: skal en showhave være det? Skal den ikke være vild, provokerende og inspirere til at drømme stort og nyt? Med valget af Nete Højlunds “Dream a little dream” valgte juryen den mere traditionelle villahave uden de store gys. Til gengæld var der lidt mere bid i henholdsvis sølv- og bronzevinderne, “Den spiselige have” og “Den blomstrende have”
Cph garden foregår i Valbyparken, København fra i dag torsdag d.22.6 – 25.6. Foruden showhaver og god stemning er der også små foredrag og talks, som det hedder på nydansk. Samt forskellige stande med planter og haveudstyr. Sørg for at have god tid til det hele.