Enkle efterårsdekorationer med stauder

Krukker med efterårets stauder er et godt bud på efterårsdekorationer i haven. Enkle dekorationer som det ikke tager lang tid at lave. 

Efterårsdekoration med lyng

Jeg holder meget af det enkle og af at bruge, hvad jeg har, så også i år er efterårets dekorationer hentet i haven. Dog med en lille undtagelse herover. På terrassen har jeg udskiftet flittiglise i zinkbaljen med nogle lyngplanter. De overlever aldrig hos mig. Heller ikke selvom jeg planter dem. Så vil jeg have lyng til efteråret, må jeg købe nye. 

Efterårsdekoration med skt. hansurt

efterårsdekoration

Slægten stenurt indeholder mange fine efterårsstauder, som gør sig godt i krukker. Det er lidt en passion her i haven. Både på grund af deres skønhed om efteråret og fordi de om sommeren ikke kræver meget vand. En stor fordel i sommerhuset. Skt. hansurt, som også hører til slægten, står i en stor klynge i staudebedet og jeg blev fristet til at plukke et par buketter til stigen. Det er en staude som er smuk i alle stadier. Også når den visner. Ligesom solsikkehoveder. 

Efterårsdekoration med græskar

En anden enkel efterårsdekoration er græskar. Her nogle grønne græskar på et messingfad. Det bagerste hvide og grønne er Sweet dumpling. De små foran er fra en blanding med pyntegræskar. Græskar hører efteråret til.

Farvevalget i år er noget mere afdæmpet end sidste år, hvor jeg lavede to efterårskranse med ildtorn, men jeg holder generelt meget af at supplere naturens gule nuancer med en eller anden form for rød. I år blev det så bordeaux og lilla.