Northmodern (2015) er først og fremmest en interiørmesse, men som med andre designmesser er der også plads til design til havens uderum. Her er noget af det jeg faldt for.
I dag åbnede designmessen Northmodern i Bella Centeret. En 1/2 årig indkøbermesse som efterhånden har haft mange navne. Sidste år hed den for eksempel Design Trade. Fokus er på interiør, men der er altid lidt inspiration til haven, så jeg tog havebrillerne på, og kiggede mig omkring.
I år er Genbyg på Northmodern med deres genbrugsdesign. Noget der selvfølgelig glæder mig, som altid er på udkig efter godt genbrug. Liggestolen herover er et godt eksempel. Resten af messen er dog ganske klassisk, som herunder hos den franske klassiker indenfor havemøbler, Fermob . Her er der altid garanti for glade farver samt enkelt design. Møblerne passer rigtig godt ind i den nordiske stil.
Det danske designfirma Nordvink tænker praktisk med et havebord som også kan bruges som tørrestativ. Ret smart. Bordet er især anvendeligt til altanen, men jeg kan da også sagtens se det på terrassen i sommerhuset.
I den kuriøse ende ligger Garden Glorys meget feminine haveslanger. Ikke lige min stil, men alligevel ret sjove. Hvem siger, at en haveslange skal være grøn og fra et byggemarked. Den kan selvfølgelig også være guldfarvet.
Krukker i snor er det helt store hit, og de hænger overalt på messen. Her er det til venstre Anne Black og til højre House of Rym
Krukkerne fra Laos og Vietnam er importeret af De fire årstider. Dem er jeg så begejstret for, at de får deres eget indlæg (Krukker med patina fra Asien). Det patinerede look kan noget helt særligt. Synes jeg.