Maria Thuns såkalender er en kalender med anvisninger til at så efter biodynamiske principper. Sidste år testede jeg kalenderen og her kan du læse om mine erfaringer.
Sidste år lavede jeg et forsøg med at så efter Maria Thuns biodynamiske såkalender. Princippet med at så bestemte afgrøder på udvalgte dage gjorde såningen i foråret yderst behagelig. I stedet for at løbe rundt, og så en hel masse på få tilfældige dage, som en høne uden hoved, såede jeg nogle dage bladgrønsager, på andre dage rodfrugter, som gulerødder og pastinak, og andre dage igen blomster. Det gav et mere roligt forår.
Med hensyn til høstresultatet bliver jeg nødt til at tage det perfekte vejr med skiftende sol og regn med i mine beregninger. For naturligvis er det ikke nok at så på bestemte dage. Vejret og gødningen spiller også en rolle. Det sås tydeligst på vores porrer, som ikke var en tøddel større end de plejer at være. Konklusionen må være, at porrer kræver andre forhold end jeg gav dem. Og, altså at det ikke er nok at så dem efter en biodynamisk kalender.
To afgrøder fik udover brændenældegødning og tang også en god portion kompostjord, og det belønnede de mig for. Aldrig har vi haft så mange squash, og aldrig har vores løg været så store. Her var der altså en mærkbar forandring. Men om det var gødningen eller såtidspunktet er svært at afgøre.
Salat er mere nøjsom. Den fik kun en smule brændenældegødning at vokse sig stor og mægtig på, udover at den blev sået på bladdage. Belønningen var store, saftige og spændstige saltathoveder.
Udover at så efter såkalenderen fulgte jeg den ikke. Det vil sige, at jeg ikke gav gødning og nussede på de anbefalede dage. Den største gevinst var helt klart roen i foråret. Jeg er dog ikke tvivl om at størrelsen på grøntsagerne var under indflydelse af, at jeg såede efter kalenderen. De har nemlig ikke været så store hverken før eller siden. Kalenderen gjorde, at jeg inddirekte nok var mere opmærksom på køkkenhaven, end jeg plejer. Både med hensyn til gødning og vanding. Derfor er det lidt ligesom hønen og ægget, hvad kom først. Alligevel vil jeg anbefale at kaste dig ud i det, hvis du har lyst og tid. For det kræver tid og planlægning at så efter Maria Thuns såkalender, men til lige den slags havesysler er vinteren jo perfekt.
Du finder Maria Thuns såkalender flere forskellige steder. Blandt andet hos Urtegartneriet.