Salat i haven giver mulighed for en stor variation af friske og knasende sprøde salathoveder. En god grund til at have salat i køkkenhaven. Hele sommeren.
En af de afgrøder jeg ikke vil undvære i haven er salat. Ligesom med kartofler slår salat i haven den du kan købe med flere længder. Salat skal have en friskhed, som transporttiden til butikken forringer væsentligt. Salat i haven giver også mulighed for at have andre sorter end dem butikkerne tilbyder.
I år sår jeg salaten i en lille kasse og planter den ud, når den er stor nok til at klare sig alene. Da jeg sår forholdsvist tæt varierer det fra plante til plante. På den måde har jeg hele tiden salat i den rette størrelse – og mængde. Både i kassen og i bedet. De små planter i kassen vokser, når jeg planter de større ud i bedet. Jeg slipper også for at tynde ud i salatrækken. Et arbejde jeg altid kommer i gang med for sent og som også giver meget spild. Det fungerer perfekt og jeg er nu på anden omgang salat i haven.
Jeg blander frø af forskellige salatsorter i et glas og får på den måde en god blanding til salatskålen. Det eneste jeg i princippet behøver at være opmærksom på er jordtemperaturen. Normalt interesserer jeg mig ikke for maksimumtemperaturen, men lige når det gælder salat er den vigtig. Det kan nemlig være svært at få salat til at spire ved over 22 grader. Men også her hjælper det at så i en kasse. Kassen flytter jeg hen til et skyggefuldt og dermed køligere hjørne af haven. På den måde nedsætter jeg temperaturen. Lys er der nok af på dette tidspunkt af året. Også i skyggen. Men det er vigtigt at vande. Du kan altså stadig nå at få salat i haven i år. Eller forlænge sæsonen til ind i august.
Rødbeder såede jeg i juni. For bladenes skyld. De giver nemlig både farve og smag til salaten. Rødbeders spireevne stopper ved en meget højere maksimumtemperatur end salat. Omkring 37 grader. Så vil du have rødbedeblade i salatskålen i august kan du roligt så nu. Bare du husker at vande. Spiser du ikke alle bladene, når du også at få små rødbeder i september.
Spinat er til gengæld ikke godt at så i juli, men til august kan du så et nyt hold. Eller som jeg. For første gang i år……
Der er mange flere grøntsager du stadig kan nå at så. Eller så igen. Både til salatskålen og gryderne. En salat med radiser er for eksempel ikke tosset og dem kan du så hele sommeren igennem. Du kan også lige nå at så et hold ærter. Eller sukkerærter, som også er gode i salaten. Du kan også vælge at tage det lidt mere roligt med ærterne og kun så dem for skudenes skyld. Ærteskud smager forrygende i en salat.