August er den store høstmåned. Også i køkkenhaven. I juli har vi spist masser af salat, ærter og kartofler. Nu tager vi hul på bønnerne. Både buskbønne og borlottibønne. Salaten fortsætter vi med. Årets succeshistorie i køkkenhaven er at så salat i en kasse og plante ud. Vi fortsætter også lidt endnu med at høste birkes. Der er noget helt særligt over at hente sine egne birkes i haven. Lige nu høster jeg på livet løs fra de mange opiumvalmuer (Papaver somniferum) som står rundt omkring i haven. Både pæonvalmuerne og de mere almindelige opiumvalmuer leverer fine mængder af frø. Lige til at drysse over brødet. Hvis du er i tvivl kan du kende opiumvalmuerne på deres blåduggede faste, glatte og kraftige blade. Samt deres blågrå frøstande med fine lysebrune stjerner. Jeg høster dem når frøkapslerne åbner sig., men andre har også haft held med at høste dem grønne. Så skal du ikke holde så meget øje med dem.
Vores squash har vi til gengæld ikke været så heldige med, men vi prøver en gang til. I denne omgang er det den lille hvide “ufo” “Early White Bush Scallop”. Jeg har aldrig prøvet at så squash så sent, men jeg sætter min lid til det gode vejr, kystklimaet og den sene frost. Det samme gælder for bladbede og endnu en omgang buskbønne.
Til gengæld er jeg helt på omgangshøjde med at introducere asiatiske grøntsager i køkkenhaven. Jeg har nemlig valgt tre som man sår i august – september: pak choi, tatsoi og sennep (Gai Choy). Alle er nye bekendtskaber, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende. De tåler frost, så der er jeg på den sikre side.
Det er yderst opløftende at være omgivet af spirende vækster så sent på sæsonen. Herover er det persille, som jeg såede i juli. En forlængelse af forventningens glæde som jeg varmt kan anbefale.