Ugen der gik var præget af Kr.Himmelfartsferie med masser af tid i haven, frø pop-up og et gensyn med en yndlingsskulptur
Konen med bærene
Når man sådan går rundt og nyder de blomstrende frugtbuske og frugttræer, kan man godt gå hen og blive konen med bærene. På trods af det mest fantastiske blomsterflor er der stadig meget der kan gå galt. Især når man ikke er i haven hver dag. De fleste år når fuglene for eksempel at spise vores kirsebær. Det er nu mest fordi træet stadig er lille og endnu ikke giver mange bær. Sidste år ventede vi lige en uge for meget med de skønne Reine Claude blommer. Da vi kom weekenden efter var de sprunget. De kunne selvfølgelig godt spises alligevel, men havde dog været bedre hele. Æbler har vi ikke den store succes med – men jeg ved et godt sted at gå på æblerov og jeg har fået lov. Solbær og stikkelsbær er dog ret sikre. Ligesom hindbærene. Selv sidste år hvor sommeren ikke var noget at skrive hjem om. Så dem ser vi frem til og så plukker vi blommerne lidt tidligere i år. Ligesom vi håber på bare et kirsebær hver. Bær i haven er et hit uanset hvad.
Havearrangementer giver inspiration
De sidste par år har køkkenhaven været lidt forsømt. Jeg er ligesom ikke kommet meget længere end til salat, kartofler, radisser og nogle få andre grøntsager, som jeg har haft før. Heldigvis kommer inspirationen ofte, når man går ud og snakker med andre haveejere. Som i lørdags, hvor vi var til plantemarked og frø pop-up i Middelalderhaven i Stege. Her fik vi fingrene i Meretes skotøjsæske med overskudsfrø. Merete, som har bloggen Vild med Have, er inkarneret køkkenhaveentusiast og frøsamler. Hun har før inspireret mig til nye tiltag i køkkenhaven og altså også nu. Da vi kom hjem, såede jeg straks de erhvervede frø af skorzonerødder og aspargessalat. Så i år sker der lidt andet i køkkenhaven.
Udover, at du kan læse Meretes egen blog, Vild med have, som er fuld inspiration, så besøgte jeg i 2014 Merete for Havefolket. Ud af det kom blogindlægget Køkkenhave hele året
Venus med æblet
I løbet af ugen var jeg lige nede og sikre mig, at Kai Nielsens skulptur “Venus med æblet” stadig står i Enghaveparken. Det gør den. Midt i alt byggerodet, som skal omdanne parken til et værn mod de stigende vandmængder. Jeg har altid været meget glad for skulpturen. Det er noget med hendes kurver og den måde hun holder det lille barn på. Barnet er modelleret efter Kai Nielsens egen datter Nina. Frugten af kærlighed (Venus er jo kærlighedens gudinde). Skulpturen har stået i Enghaveparken siden 1929. Kai Nielsen nåede ikke selv at se opstillingen. Han døde i 1924. Kun 41 år gammel. Han arbejdede en del år for blandt andet Bing og Grøndahl, så de fleste kender ham gennem de mange porcelænsfigurer han skabte. Her i blandt også Venus med æblet, men jeg nøjedes foreløbig med at smutte forbi Enghaveparken og hilse på hende.