Nytårsforsætter der holder

Nytårsforsætter har vi ofte mange af. Kunsten er at lave nogle, der holder. Så hvorfor ikke tage udgangspunkt i det vi ved fungerer og ønske os meget mere af det.

Udsigt mod horisonten

I 2018 lod jeg status og nytårsforsætter gå hånd i hånd. Princippet var at tage det gode fra 2017 og gøre meget mere af det i 2018. Her to år efter må jeg sige, at den metode holder. I mellemtiden har jeg pudset formuleringen lidt af og gør meget mere af det, som gør mig glad. Overskrifterne er stadig bevægelse, ud og se, kreativitet, haven og bæredygtighed, men det er også kunst, musik og det at give mig tid i køkkenet. Heldigvis kan de ofte kombineres. I år er de samlende overskrifter derfor bevægelse, ud og se og kreativitet.

Bevægelse

Hvis jeg ikke har været ude i den friske luft og rørt mig i længere tid, så bliver jeg ganske enkelt i dårligt humør. Rigtig dårligt humør. Sur, irritabel, får let til tårer. Cykelturen til arbejde er ikke nok. Derfor er haven ekstra god for mig. Her kan jeg få brugt nogle kræfter, mens jeg går ude og får røde kinder. Ind i mellem har jeg dog brug for at komme lidt væk. Så kalder skoven eller stranden, hvor jeg kan gå i mine egne tanker i timevis og komme glad og lettet hjem igen. I det forløbne år har der ikke været helt så meget havearbejde, men til gengæld har jeg cyklet og gået mange ture. Både alene og sammen med andre. 

For mig er det ikke det samme at gå i et fitnesscenter, i svømmehallen eller til yoga som jeg gjorde fra 2017 og frem til dette forår. Det er kombinationen af bevægelse og frisk luft, som er det optimale. Gerne spækket med naturoplevelser. Fugle der synger, biller der kravler og masser af flora. Sidste år i juleferien opdagede vi det fascinerende ved en urørt skov. Det har jeg dyrket en del i 2019, hvor jeg har opsøgt andre skove og naturområder i naturligt forfald. Heldigvis bliver der flere og flere af dem. Ikke kun for os menneskers skyld, men for biodiversitetens skyld. I foråret 2018 blev der udpeget 45 statslige skove, der i den kommende tid bliver forvandlet til urørt skov eller skov til biodiversitetsformål. Sidstnævnte betyder, at der stadig vil være træproduktion, men i en mere bæredygtig form. I en urørt skov ophører træproduktionen helt. Du kan se de 45 skove på Naturstyrelsens hjemmeside.

Urørte naturområder med stor biodiversitet

Lav og mosser er noget af det som fascinerer i en urørt skov. Ligesom de forfaldne træstammer med alle deres mønstre. Det er et paradis for fugle og insekter.

Ud og se

En tur i skoven er ind i mellem en del af en udflugt, hvor vi kører ud og opsøger nye steder. For mig er der masser af energi i at tage ud og opleve nyt og det behøver ikke inkludere en længere rejse. Vi hører til dem, som sagtens kan opleve noget nyt henne om hjørnet. Ikke som princip, men lige så meget af magelighed. Derfor flyver vi ikke så meget, men vi tager gerne vores lille bil med på tur. Både kort og Jylland rundt. Det er ikke helt klimavenligt, men en anelse mere bæredygtigt. En af de mindre ture gik i 2019 til Peter Hansens have på Vestlolland kombineret med et besøg i kunstneren Richard Winthers hus i Vindeby. Med på tur var mormors gamle skuffedarium til smørrebrød. Der er noget helt særligt over selv at tage maden med og det er en oplagt lejlighed til at eksperimentere lidt med at gøre flade madder spændende.

udflugt med madkassen

Indenfor de senere år er vi blevet meget glade for Jylland og har tilbragt mange ferier der. Vi har også fundet ud af, at bilferie er optimalt for os. Det er i høj grad noget med nemt at kunne flytte sig og dermed nå at se meget forskelligt. Ofte tager vi afsted med kun de første nætter booket. Vi overnatter også gerne et sted, hvor der er mulighed for selv at lave mad. Minimum morgenmad. Friheden betyder rigtig meget for os, når vi er på ferie. Selvfølgelig betyder vejret også noget. Heldigvis har de to sidste år budt på masser af sol og varme. Mere af det i 2020.

Om sommeren cykler vi i hverdagen aftenture i København. Ikke helt så mange som vi gerne vil, men gør vi det bare lidt flere gange i det kommende år, så er vi godt på vej. Det er et fint alternativ til at sidde inde i en lille lejlighed på en dejlig sommeraften. Vi skal dog muligvis spise lidt færre is, når vi er ude at cykle……

Kreativitet

Det kan være svært at indfange, hvad kreativitet egentlig er, men for mig er det at udforske et håndværk og ind i mellem være så heldig at se nye muligheder i det. I sin yderste konsekvens er kreativitet hårdt arbejde, men det er også sjovt, når ideerne vælter frem. Nogle af dem er gode, mens andre måske er mindre heldige. Processen, og det jeg lærer af den, er mindst lige så vigtig som resultatet. I 2019 har der ikke været helt så meget kreativitet, som jeg kunne ønske mig, men især i første halvdel af året arbejdede jeg intenst med fotografiet. Særligt arbejdede jeg med at tage mange flere fotos af livet i byen. Det skal der være mere af i det kommende år. 

Byliv i København

Ser man kreativitet som en læreproces, så åbner det også op for stille perioder. Så selvom jeg ikke har fået så mange nye ideer, så har jeg alligevel arbejdet med en vedligeholdelse af min kreativitet. Et af de steder, hvor jeg har haft stor glæde af at arbejde, er i køkkenet. Der er blevet bagt rigtig mange kager, men mere som en måde at ordne verden på. Det er et emne jeg vender tilbage til på et andet tidspunkt. Alle de karklude, jeg har strikket, hører for øvrigt ind under samme kategori. Det er nærmest som at meditere. Kreativiteten skal nok komme tilbage i køkkenet, men når jeg strikker, holder jeg mig til de nemme opgaver. Det er altså ikke der I kommer til at se kreativiteten blomstre i 2020. Det er vel også en slags nytårsforsæt.

1 Kommentar on “Nytårsforsætter der holder

  1. Spændende indlæg, jeg går selv rigtig mange ture, helst over en time om dagen. Her i formiddag er jeg i haven, det får man også røde kinder af.
    Hvis I en gang får lyst til at tage en tur til Samsø, er I velkomne til at komme og se min have.
    Godt nytår

Comments are closed.