Naturen er et stort spisekammer

Det er sjovt at sanke og med lidt hjælp går det ekstra godt. Især en bestemt bog og en app har hjulpet mig med at finde rundt i naturens spisekammer.

“Er der noget man kan spise her?” er en sætning der de sidste uger har fyldt meget i mit hoved. Ikke fordi jeg desperat har gennemrodet skabe og skuffer i køkkenet derhjemme, men fordi jeg har brugt mine ture ud i naturen til at sanke. Altså at indsamle naturens spiselige planter. Noget jeg har gjort de sidste mange år, men i år har jeg givet den en ekstra tand. Tidligere har jeg overvejende opsøgt det velkendte. I år har jeg vovet mig ud i flere eksperimenter. Nye planter er kommet ind i køkkenet og nye opskrifter har udvidet mit kendskab til de kendte. Det er ikke alle spiselige urter jeg umiddelbart holder af. Nogle er bedst i små mængder, nogle kræver lidt tilvænning. Andre udvikler sig, så de på et helt bestemt tidspunkt smager allerbedst. Og nogle kan jeg ganske enkelt ikke lide. Det er ok at være kræsen. Vi er ikke afhængige af naturens planter. Det vigtige er at bevare sin nysgerrighed.

Alt det gode ved at sanke

At sanke pirrer min nysgerrighed og glæde ved at eksperimentere. Det er dog blot ét aspekt af det at sanke. Tænk frisk luft, motion, glæde over at være i naturen og ikke mindst det meditative i jagten. Desuden er jeg ret vild med, at det er en “køkkenhave”, der passer sig selv. Ligesom der er noget tillokkende ved det strengt sæsonbestemte. Det er her og nu og ellers må du vente til næste år. Lige meget om du vil have det friske eller gemme på glas. Det er selvfølgelig også en god måde at lære naturen bedre at kende. Få navne på nogle af de planter man møder. Ofte kommer jeg også hjem med en smuk buket af vilde blomster. Dem nyder jeg lige så meget, som de spiselige planter. Og nogle gange kan det kombineres.

Der er så mange gode ting at sige om det at sanke. Alfa og omega er dog at undgå at få ondt i maven eller det der er værre. Heldigvis findes der hjælp. Både i bogform og som app. 

Appen over dem alle:

“Vild mad” er en overskuelig og informativ app. Den er mit kompas til, hvad der er i sæson lige nu. I oversigten over råvarer kan man enten vælge sæsonens eller en alfabetisk oversigt over alle råvarer. Personligt synes jeg, det er mest overskueligt med sæsonens. Man kan også vælge landskaber for at se, hvad der er f.eks. i skoven lige nu. Det gør den rigtig god på farten. Står du på stranden, behøver du ikke at kigge alle planter igennem, men blot strandens. I denne del viser app’en kun sæsonens råvarer. Der er også enkelte opskrifter, som man kan lade sig inspirere af. Bagerst er der et leksikon, sankeregler og råd, hvis du tror, du har spist noget giftigt. Hvad du selvfølgelig ikke har, fordi du kun spiser det du kender. Reglen over alle regler.

Bøger:

“Naturens spisekammer” af Anette Eckmann er den bog, der for alvor åbnede døren for mig. Der er gode beskrivelser af planterne og et hav af fine opskrifter, som fungerer. For Anette Eckmann startede det med kryddersnaps, men hun er kommet langt siden da. Der er blevet sagt “Uhmmm” mange gange hen over vores spisebord i den seneste tid, hvor jeg ofte har brugt hendes opskrifter.

“Vild: naturen ind i køkkenet” og “Vild mad i køkkenet” af Thomas Laursen har jeg endnu ikke læst, men den sidstnævnte er på vej til min postkasse. Thomas Laursen er manden, som samler vilde urter til stjernerestauranterne, så jeg har god tillid til, at hans bøger bringer inspiration til at gå videre med at sanke. Især efter at jeg gennem biblioteket har lyttet til podcasten “Thomas Laursen: det tager 25 år at blive som mig”. Titlen skal ikke tage modet fra nogen, men mere berolige en. Små skridt bringer også en videre. 

“Sanke: det gastronomiske måltid med omtanke” af Ghita Bennorth tager det gastronomiske alvorligt. Den er især god, hvis du har en masterchef i maven, men er også inspirerende for os, som bare gerne vil lave velsmagende mad. I hvert fald har jeg sat bogmærke ved flere opskrifter, som jeg vil afprøve i den kommende tid. 

Hvis du har lyst til med det samme at forsøge dig med at sanke, så prøv eventuelt min opskrift på Mælkebøttesalat a la Alsace. Mælkebøtter finder du overalt. Også inde i byen.