Når vinteren bliver lidt for lang, mørk og kold er det tid til vinterterapi i Palmehuset. Botanisk haves smukkeste bygning og stedet hvor de grønne omgivelser sætter gang i lykkehormonerne på en kold og regnfuld februardag.
Med tiden har jeg lært at holde af vinteren. Det har krævet mange lister med vinterens positive sider og en konstant bevidsthed om, at der også er meget at nyde i de mørke måneder. En af de første ting jeg fik på listen var Palmehuset i Københavns botaniske have. Det var dengang det var gratis at komme ind og jeg kom der jævnligt hele året. Bedst var det dog i februar.
Det er almindeligt anerkendt at planter kan gøre uendeligt meget godt for vores velbefindende. Blandt andet øger de mængden af lykkehormoner. Vi bliver ganske enkelt i bedre humør, når vi omgiver os med planter. Biofili er den videnskabelige betegnelse for vores medfødte behov for at have kontakt naturen og planterne. Begrebet stammer fra psykoanalytikeren Erik Fromm og er senere taget op af biologen Edward O. Wilson.
Efter en større renovering er det desværre ikke længere gratis at besøge Palmehuset, så der går lang tid mellem besøgene. I vinterferien besluttede vi os dog for, at det igen var tid til at nyde varmen, alt det grønne og blomsterne. Og hvilken lykke. Efter renoveringen er kaktushuset blevet integreret i det samme drivhuskompleks som Palmehuset og kaktusser kan bestemt også noget.
Du kan læse mere om planters indvirkning på vores velbefindende i artiklen “Sådan kan planter ændre vores sindstilstand”. Her får du også et andet godt argument for at fylde kontoret med grønne planter.