Siddepladser i haven er vigtige. De skaber en særlig stemning af ro og bryder alt det grønne. Samtidig er de en opfordring til at sidde for en stund og nyde haven. En bænk opfordrer til at sidde sammen og nyde stemningen. Tale lidt om dagen og måske lægge nye planer for haven sammen. Havebænke behøver ikke at være de nyeste og mest smarte. På loppemarkeder og hos andre forhandlere af genbrug dukker de af og til op. Så gælder det om at slå til.
Den sorte træbænk passer ind i tidens trend. Er bænken ikke sort fra starten af, så giv den en gang sort træbeskyttelse. På den måde får du en bænk, som i form passer til din stil. Øverst i dette indlæg viser jeg både en minimalistisk sort bænk og en romantisk. Bænken herover er hjemmebygget af nogle tiloversblevne brædder og malet sort. Du kan også gå efter en sort smedejernsbænk, hvis den passer bedre ind i din stil.
Den sorte smedejernsbænk op ad det grå hus og omgivet af lavendelduft.
Måske er du mere til det vejrbidte. En frønnet bænk har noget særlig rustikt over sig og fortæller historien om mange års brug. Den er særlig god at stille i et frodigt hjørne.
Lyst til mere inspiration? Se indlægget Inspiration til spisepladser i haven