Der er aldrig før udgivet en bog med fokus på Tivolis haverum. Det er derfor noget af en mundfuld de to forfattere har kastet sig ud i med bogen “Tivoli – en eventyrlig blomstrende have” . Ideen til bogen fik fotografen Ann Malmgren en tidlig morgen for 3 år siden, fortæller hun i et interview til Jyllands Posten. Mens hun fotograferer tulipaner i Tivoli til en artikel, bliver hun grebet af ideen om at bringe den skønhed, hun oplever i Tivoli, ud til så mange som muligt. Hun kontakter havejournalist Marian Haugaard Steffensen og sammen skaber de en bog, som kommer grundigt omkring Haven. Haven med stort, for “Tivoli er en have med forlystelser”, som chefgartner Tom Knudsen ofte og gerne gentager.
Ann Malmgrens fotos udgør i sig selv en bog. En smuk billedbog. Billederne understøtter teksten, men lever i høj grad også deres eget liv. De er aldrig rene illustrationer. Heller ikke når der er tale om oversigtsfotos taget med drone. Gennem helikopterblikket får vi et indblik i de haveplaner, som ligger til grund for de respektive haverum. Et blik vi ellers ikke har adgang til. Ann Malmgrens fotos passer perfekt til coffee-table-book formatet, men der er én grund til, at bogen ikke ligger fremme på mit sofabord. Omslaget på bogen falder nemlig fuldstændig udenfor og virker nærmest amatøragtigt. Det er virkelig synd. Et er, at jeg bliver fysisk dårlig over farverne – cyklamen og orange – noget andet er det lille indsatte foto på forsiden. Havde man fra forlagets side udnyttet Ann Malmgrens sikre blik for havefotografi og valgt at fremhæve den kvalitet ved bogen allerede på omslaget, havde alt været perfekt.
Marian Haugaaard Steffensen kan sit stof. Hun har et stort plantekendskab, en viden om havekunstens historie og et indblik i hvad der rør sig i havekredse. Alt dette sætter hun i spil. For bogen ser på Haven fra mange vinkler. Sammen med referencer til havekunstens historie og dens indflydelse på Tivolis haverum, får vi mere nutidige vinkler med udgangspunkt i chefgartner Tom Knudsens visioner for haven. Flere kapitler stiller skarpt på generelle haveoplevelser. Træernes silhuetter om vinteren, deres bark og sammensætningen af beplantningen i havens krukker. Sidst i bogen er der en planteliste og der er flere steder i bogen fokus på havens planter. Der er også et kapitel om halloween samt jul og vinter i Tivoli. Alt sammen formidlet levende og engagerende.
Det er Turbine forlaget som udgiver “Tivoli – en eventyrlig blomstrende have” . Bogen koster kr 349,95 (vejl.) og kan købes hos forlaget samt landets boghandlere.
Marian Haugaard Steffensen og Ann Malmgren fortæller om bogen på CPH Garden torsdag d.20.6. kl.15.00 i taletelt 2 samt fredag d.21.6 kl.15.00 i taletelt 1. Søndag d.23.6 har de chefgartner Tom Knudsen med og går mere i dybden med Tivolis beplantninger. Det er kl.13.00 på Showscenen.