Den vilde plæne, hvor græsset får lov til at gro, er godt for biodiversiteten og det behøver ikke at være rodet. Vi eksperimenterer med små områder og ser hvordan det går.

Den græsplæne, vi kender i dag, kom først til Danmark i midten af 1800-tallet, da plæneklipperen, efter englænderen E. B. Budding opfandt den i 1830, for alvor slog igennem. Før det blev græsset holdt nede med le eller ved hjælp af græssende dyr. Hvis man altså havde en græsplæne, hvilket kun forekom i meget store haver ved godser, herregårde og lignende. Andre dyrkede den lille smule jord de havde for at få noget at spise. I de store haver var den overvejende grund til at anskaffe sig en plæneklipper at holde plænen plan nok til at spille bold, tennis, kroket og andre spil. Set ud fra et praktisk synspunkt er det vel også i dag den eneste grund til at bruge sin lørdag på at rende rundt med plæneklipperen, men sådan tænker vi selvfølgelig ikke. For græsplænen er for længst blevet allemandseje og dominerer haver rundt om i landet. Også vores sommerhushave, hvor der vist har trillet en bold over plænen en enkelt gang. Kroket opgav vi for mange år siden, fordi jeg altid tabte.

Græsplænen er derimod i dag blevet en del af den generelle haveæstetik og helt nyslået danner den en rolig baggrund for buske, træer og blomsterflor. Den sender også et signal til naboer og forbipasserende om, at her bor mennesker med orden i sagerne. Det er bare ikke særlig godt for biodiversiteten. Der er ikke meget mangfoldighed i en nyslået græsplæne og derfor heller ikke meget føde for insekter og fugle. Som et lille forsøg har vi derfor i år ladet små områder stå uden at blive slået. Foreløbig gør det rent faktisk noget positivt for æstetikken, da de små øer bryder den store plæne. Vi har tit snakket om at lave flere bede, men at lade græsset gro giver os mere tid til en tur i skoven eller et glas rose på terrassen. Samtidig giver det høje græs optimale betingelser for sommerfugle og bier. De lægger nemlig gerne deres æg i højt græs. Allerede nu sker der helt sikkert noget i det halvhøje græs. Det bliver nemlig flittigt besøgt af solsorte og stære, som ser ud til at have en fest med et godt måltid. Den store mangfoldighed er der endnu ikke tale om. Et sted vokser klynger af håret høgeurt. I et andet område svajer kvikgræsset i vinden, mens bunden blandt andet indeholder kløver. Det bliver spændende at følge de små øer sommeren igennem, se, hvordan de forandrer sig og om det gør noget for mangfoldigheden af insekter allerede første år. Hvis man altså kan se sådan noget.

Har man en stor have, kan man jo lade noget af den stå med højt græs. Gerne der hvor der er gamle træer. Med en sti ned gennem græsset , får man det skønneste haverum at gå tur i. Man kan også eksperimentere med at lade et område stå, hvor man kun slår græs hver anden måned. I stedet for øer kan man slå græsset i kvadrater. Det er helt op til fantasien. Det er dog vigtigt at slå græsset minimum 1-2 gange om året. På den måde får man en ensartet plæne, hvor det høje græs stadig danner en rolig flade. Lader man bare stå til går det hurtigt hen og bliver rodet. Man kan hjælpe biodiversiteten lidt på vej ved at sætte forårsløg i plænen eller plante krydderurter. Sidstnævnte dufter dejligt, når man går hen over plænen. Selvfølgelig kan man også anlægge en blomstereng, men det er bare meget mere besværligt end at lade græsset gro.