Ugen, der gik, har i den grad været præget af forårsfornemmelser og ny energi. Der er noget om, at foråret er som at blive født på ny.
Ugens blomst
Også i denne uge er det en busk, som kommer med ugens blomst. Kejserbusken begynder allerede i november/december at vise tegn på at springe ud. Den hører derfor her i huset til nogle af de første grene jeg tager ind. Sammen med mirabelle er kejserbusken, den der giver mig glæden ved at tage forårsgrene ind i december. Herefter går jeg og venter. Enkelte blomster folder sig ud på busken i haven, men frosten har det med at sætte blomstringen i stå. Nu her først i marts springer kejserbusken for alvor ud. Med sine forskellige nuancer af lyserødt er den en rigtig farvesætter på en grå og regnfuld martsdag. Og, så dufter den helt vidunderligt. Kejserbusken er en meget nem busk, som tåler det meste. En absolut yndling som hører til blandt de 3 skønne vinterblomstrende buske jeg anbefalede sidste år.
Ugens havehit
Hvis der er noget, der sætter humøret i gode svingninger, er det alt det som spirer lige nu. Så jeg går rundt med bøjet hoved og fryder mig over hver lille spire. Knopperne på træerne får også lige et nik. Der er noget helt særligt ved den første forårstid. At lyset kommer tilbage glæder både os og planterne. For slet ikke at tale om fuglene, som pipper på livet løs.
Ugens grønne køkkenglæde
Grønkålschips er ugens nye bekendtskab for os i køkkenet. Men hvilket bekendtskab. Der sker noget helt vidunderligt med smagen, når grønkål ristes langsomt i ovnen. Tænd ovnen på 110 grader. Vask og fjern grønkålsbladene fra stokken. Læg et stykke bagepapir på en bageplade sammen med en spsk. olie. Bland grønkålsbladene godt med olien og rigeligt salt. Lad dem stå i ovnen ca.45 minutter alt afhængig af størrelse. Vores blade var meget små, så de stod ½ time. Hold altså øje med dem. Lad dem afkøle. De kan holde en uges tid i en lufttæt beholder i køleskabet. Chancen er dog, at de er spist længe før det.
Ugens københavner
Selvom det er marts og forår kan der stadig være dage, hvor det kan være rart at finde det grønne indenfor. Det kan man på Glyptoteket. Mest kendt for mumier, antikke skulpturer og fransk kunst rummer Glyptoteket også en vinterhave. Den forbinder den gamle bygning med de nyere og udgør en slags centrum for museet. Her risler vandet og grønne planter fylder rummet fra gulv til loft. Det betaler sig at kigge opad på kuplen af glas og har man været i Palmehuset i Botanisk have genkender man konstruktionen. Vinterhaven i Glyptoteket er hvert år en del af min vinterterapi, som nogle år strækker sig ind i utålmodige marts. Glyptoteket har i øvrigt altid haft mindst en dag med gratis entre. For øjeblikket er det tirsdag og der er åbent til kl.18.
Ugens begivenhed
Torsdag eftermiddag kørte Ina fra Anna´s Plads og jeg til Malmø. Målet var havemessen Vår Trädgård. Det blev til et møde med skønne Cecilia Wingård og alle hendes gamle sorter af lathyrus. Det er helt særligt at møde et passioneret menneske, som på bedste vis deler ud af sin viden. På mit sommerprogram står nu, jeg skal til “Luktärtsfestival” hos Cecilia mellem den 8. og 30. juli. Det bliver en fest. En snak med Minna Mercke Schmidt fra Blomsterverkstad førte til muligheden for at lave et kursus med hende i København. Hvis vi kan samle nok interesserede? Hun er for mig en af de mest inspirerende blomsterdekoratører lige nu. Og, med hjem kom to dejlige havebøger fra Bokbolaget F&H AB, samt nogle meget søde kort med såbånd fra Anneko Design.