Skovbedet er det bed, vi ser fra stuen. Hele året rundt. Derfor er det ekstra vigtigt for os, at det fungerer. Det har det bare ikke gjort. Jeg har flyttet rundt og tilføjet nye planter i et væk. Til sidst var det en stor forvirring af planter. Ukrudtet piblede frem, og jeg havde svært ved at overskue det. På et tidspunkt var jeg lige ved at sløjfe det helt, men det gjorde jeg heldigvis ikke.

Det er helt sikkert ikke færdigt endnu. Der kommer både en vinter og et forår, hvor det skal stå sin prøve med vintergækker og narcisser. Men hvornår er et bed egentlig færdigt? Trangen til at småjustere vil altid opstå. Grundstrukturen er i store træk på plads. Det er det vigtigste.

Der er tre ting, jeg er meget tilfreds med. Den ene er, at jeg har delt bedet op. Det gør det meget mere overskueligt. Især når jeg skal luge. Men det gør det også nemmere at sammensætte planterne i bedet. Den anden ting er stien. Nu er det muligt at gå bagom bedet og gennem den del hvor der står træer. En tur jeg har taget mange gange denne sommer.

Og endelig er jeg glad for, at jeg har valgt at supplere med krukker. Det giver en helt anden stemning. Egentlig startede det med, at jeg måtte redde min bjergløvefod og mine hasselurt fra tørkedøden. Der kommer generelt ikke meget vand til skovbedet, og i år var det helt galt. Træerne sugede sikkert den smule der kom. Samtidig opstod der huller i den ene del, da narcisserne visnede ned. Trekantblomst og storkenæb stod allerede i krukker og lokkede med deres fine blade.

Nu blomstrer storkenæb for anden gang. En mere afdæmpet blomstring med mindre blomster og kortere stængler. I juli var det trekantblomsten, som stod for blomstringen. Tricket, med at fylde huller i bedene ud med krukker, er helt klart noget jeg vil bruge meget mere.