Endelig blev det forår. Lunefuldt som det nu engang er med store svingninger i temperaturen, men forår med fuglesang og sol. Ugen der gik var derfor fuld af forårsblomster, en ny fugleapp og et enkelt museumsbesøg.
Væk var sneen og forårblomsterne piblede frem
Det danske forår er forunderligt. Påskedag lå sneen tykt i haven. Ugen efter var det varmt og høj sol. Forårsblomsterne må have ligget på spring, for straks var haven i forårshumør. Lige udenfor døren sprang påskeklokker, primula og snepryd ud og brumbasserne summede. Jeg kan varmt anbefale at plante forårsblomster tæt ved indgangen. Den glæde de giver skal nydes så ofte som muligt. Både når man går ind og ud og når man sidder på dørtrinet med en kop kaffe i solen. Vi nussede rundt i haven, fjernede lidt ukrudt, klippede stauder ned og lagde planer for køkkenhaven.
Luften er fuld af fuglesang, men hvilken fugl?
Efterhånden har jeg nogenlunde styr på fuglenes udseende. Deres sang kniber det derimod noget mere med. Så da en veninde fortalte mig om appen What bird, blev jeg straks nysgerrig. Søndag fik jeg endelig lejlighed til at prøve den af. Og, den er et hit. Appen fungerer ved, at man optager fuglestemmen, hvorefter fuglen bliver identificeret med navn og billede. Udover ens egen optagelse er der mulighed for at høre den fuglestemme, som knytter sig til identifikationen. På den måde kan man adskille de mange fuglestemmer og være helt sikker på, hvilken en nu er for eksempel bogfinkens. Intet er selvfølgelig perfekt. Et minus er, at appen er norsk. Langt hen ad vejen vil billedet heldigvis være nok. I tilfældet “grønnfink” overfor må den norske grønirisk dog se noget anderledes ud end den danske. Så den slog jeg op. Der kommer sikkert flere af den slags, men det er småting og jeg glæder mig til at lege meget mere med min nye app. Du kan downloade What bird gratis i App Store og Google Play.
Som på en sommerdag
Mandag var en helt fantastisk dag. Ja, faktisk som en sommerdag. Sådan så det også ud i Botanisk have, hvor folk slængede sig på plænerne og drak kaffe ved Palmehuset. I butikken var der fuld af forårblomster, krukker og dahliaknolde. Botanisk have besøger jeg hele året. Om vinteren til vinterterapi i Palmehuset. Resten af året for at nyde havens planter. Det sker ofte, at jeg køber en kaffe i caféen, som i år står ved foden af Palmehuset. Gerne sammen med en veninde. Botanisk have er en af Københavns skønneste parker. Især på en solskinsdag.
Keramik både med og uden japansk inspiration
Torsdag smuttede jeg forbi Designmuseum Danmark for at nyde samlingen af keramik. Det var også ved at være sidste udkald for at se udstillingen Learning from Japan. Mere keramik, men også et indblik i den indflydelse Japan havde på 60´erne og 70´ernes boliger. De runde indlagte greb på mit 70´er køkken bliver aldrig de samme igen. At det er en inspiration fra Japan, er ny viden for mig. På museet har de også en café med mulighed for at sidde i haven, men det var igen koldt, så jeg tog kaffen derhjemme. Vaserne på billedet er af Thorvald Bindesbøll (tv) og L.A.Ring (den store grønne th).
Sådan gik en uge med højt forårshumør, dejlige gøremål og oplevelser man bliver klogere af.