Det er nemt at forvandle julens gavepapir til frøposer. Alt du har brug for er en skabelon, en saks og noget lim.
Juleaften nåede jeg at redde det pæneste gavepapir efter pakkeåbningen. Familien rystede kun en anelse på hovedet, da jeg styrtede rundt i min redningsaktion. Jeg kunne selvfølgelig stryge det, som man gjorde i gamle dage og genbruge det, meeeeeen, det er alligevel nok at drive det for vidt. Til gengæld kan det blive til de fineste frøposer.
Skabelonen har jeg downloadet fra internettet, men du kan også sprætte en frøpose op og bruge den som skabelon.
Print skabelonen eller tegn frøposen op på kraftigt papir og klip den ud. Find det gavepapir frem du vil bruge. Tegn op på bagsiden af gavepapiret og klip ud.
Lim frøposen sammen efter skabelonen. Husk at lade toppen være åben. Sæt eventuelt dobbeltklæbende tape på åbningen, så posen kan lukkes igen, hvis du ikke bruger alle frø.
Sæt selvklæbende etiketter på forsiden til tekst.
Fyld poserne med frø fra haven. Både til dig selv og til at give væk. Hvis du gerne vil have det store overblik over dine frø er et gammelt fotoalbum perfekt.
Dette er et opdateret, men på ingen måde forældet indlæg fra 2015. Hvis du ikke vil lave frøposer kan du gemme gavepapiret og flette julehjerter af det til næste år eller du kan lave gaveposer af det