Lav et kvashegn til glæde for insekter og fugle

Kvashegn

At have hus på landet uden en trailer kan være lidt af en udfordring, men det kan også føre en ind på det rette spor, når det gælder en mere bæredygtig have. Vi havde nu nok lavet vores kvashegn alligevel. Af den simple grund at vi synes det giver noget helt særligt til haven. Det passer ganske enkelt ind i det samlede billede. Samtidig er det en fryd at se, hvordan fuglene boltrer sig i det. Der er nemlig rigtig meget føde i et kvashegn. Alle de små insekter som holder af tørt kvas er god føde til fuglene. 

Lav et kvashegn

Vores er et meget simpelt kvashegn med to rækker stolper som vi lægger kvaset i mellem. Lige nu er vi i gang med at kamuflere vores trådhegn omkring køkkenhaven. Trådhegnet fungerer som den ene række stolper. Der ud over bruger vi lange grene til stolper, men hegnspæle fungerer lige så godt. Fordelen ved hegnspæle er at de er lige. Ulempen er at de skal transporteres fra byggemarkedet. Kvaset er alt det vi klipper ned. Vi har en forholdsvis lang række træer som de fleste år får en beskæring.