Årets hit i krukker er ubetinget Lewisia. Eller bitterrod som den også hedder. Jeg satte den i en krukke sidst i maj hvor den blomstrede. Efter en kort pause blomstrede den igen i juli. Endnu smukkere end i maj og juni. Og, nu er den i gang igen. Med små fine stjerneformede blomster. I mellemtiden har den stået med den smukkeste grønne roset.
Lewisia er egentlig en stenbedsplante. Derfor klarer den fint en tør og varm sommer i en krukke. Den kræver hverken meget vand eller gødning. En rigtig god plante til krukker i sommerhuset. Efter sigende har den svært ved at overvintre i et bed, med mindre det er rigtig godt drænet. Den bryder sig ikke om at have rødderne i vand, og rodstokken rådner bort. I en krukke er det nemmere at styre. Når vejret bliver koldere, flytter jeg krukken til at tørt sted, og håber at se Lewisia blomstre igen til næste år.