Haven først i maj er præget af alt det spæde grønne, som springer ud efterhånden, som lyset tager til. Det betyder også, at haven forandrer sig fra at være forholdsvis bar i toppen til pludselig at få fylde. Bladene på træerne begynder at folde sig ud. Det samme på hækken. Alt er lysegrønt og meget fint. Lidt til den romantiske side fordi det er så sart og enkelt. Og, kroppen suger alt det grønne til sig. Sådan føles det i hvert fald. Lidt mere energi og glæde for hvert lille grønne blad.

Gennem april har vi mest glædet os over alt det smukke i  bunden. Anemoner og narcisser. De takker nu af og blomster som bedre kan klare de højere temperaturer tager over. Hos os er forglemmigej havens stjerne lige nu. Nogle stiklinger fra min mormor for mange år siden spreder sig i haven, helt som de selv vil. Det er ikke en blomst, man kan kontrollere, men det gør ikke så meget. Den har det med at så sig selv, hvor den tager sig bedst ud. Eller er det måske fordi, jeg altid synes, den tager sig godt ud? Det største stykke, den har erobret i  år, er der, hvor vores iris står. Et blåt hav. Ikke så tosset. Forglemmigej er to-årig, så man skal passe på med lugejernet,  hvis man gerne vil have den.

Forglemmigej og kærmindesøster minder i blomsten om hinanden, men kærmindesøster har ikke den gule prik, som er kendetegnende for forglemmigej. Bladene er også helt anderledes. Store og med fine tegninger. Forrest i billedet står “Jack Frost” med de støvede, sølvfarvede blade. De trives godt i et skyggefuldt hjørne af haven.

Ranunkelbusken er en rigtig humørspreder. Den springer ud omkring maj og blomstrer nogle uger. På latin hedder den Kerria japonica efter William Kerr (død 1814). En engelsk plantejæger og gartner tilknyttet Kew Gardens. I 1804 sendte Joseph Banks ham til Kina, hvor han blev i 8 år. I løbet af årene samlede han 238 nye og ukendte planter, som han sendte hjem. I blandt dem ranunkelbusken. 

Snebollebusken holder jeg rigtig meget af, men det er ikke altid jeg får set den i blomst. En af bagdelene ved at haven ligger ved sommerhuset. Men i år lykkedes det. Den er ikke kun et smukt syn, men den sender også dejlige dufte i ens retning. Det er helt bevidst, at den er plantet et sted, hvor vi ofte går forbi eller opholder os. I baggrunden kan man i øvrigt skimte vores nye ligusterhæk. Efter 8 års forhandlinger er det lykkedes mig at overbevise manden, men så har jeg også lovet, at jeg selv klipper den. Det gør jeg med glæde.