Minidrivhus til tomater – også kaldet et tomathus – kan man nemt lave for få midler og i lige den størrelse man har brug for. Måske har du allerede de fleste af materialerne liggende i bunken af rester fra andre byggeprojekter.
Et tørt og varmt klima
Overalt i Schweiz ser man hjemmebyggede minidrivhuse til tomater i alle mulige afskygninger. Tomathuse kalder man dem også. Et tomathus er først og fremmest beskyttelse mod regn, men det er selvfølgelig også med til at give en større og bedre høst over en længere periode end, hvis tomaterne er ubeskyttede. Grunden til, at man gerne vil holde tomaterne fri af regnen, er at våde blade kan give frilandstomater sygdomme. I princippet kan man altså nøjes med at sætte dem under et halvtag, hvor luften frit kan cirkulere. Hvis det er det eneste formål. Heroppe nordpå vil de fleste nok også gerne give tomaterne et lidt varmere klima.
En konstruktion af træ
Uanset, hvad du ønsker at beklæde dit minidrivhus med, så har du brug for en simpel konstruktion i træ. På billedet øverst er der sat fire stolper i hvert hjørne af en stor hjemmebygget plantekasse. Foroven er der fastgjort fire bjælker langs siderne som tagkonstruktion. Du kan lade taget hælde en lille bitte smule, så vandet kan løbe fra, men det har de ikke gjort her og det gør også konstruktionen lidt sværere. Hvis du ikke selv synes, du har flair for det, så tal med en som har. Andre steder graver man fire stolper ned og bygger sin konstruktion ud fra dem. Der er under ingen omstændigheder tale om komplicerede konstruktioner. Tomathuse er små huse, som ikke kræver så meget.
Beklædning
På det øverste billede er taget lavet af en pvc tagplade og siderne af kraftig plast, som kan rulles op og ned. På den måde har man et meget fleksibelt minidrivhus, som på varme dage let kan gennemluftes. Plastikgardinet kan være af en hvilken som helst kraftig plast du kan finde. Jeg har også set tomathuse med gardiner af armerede presenninger. I princippet kan du have en kapilærkasse stående nede i plantekassen. Det er det, jeg pønser på at gøre. En af de helt store fordele ved at bygge selv er, at du kan få lige den konstruktion, som passer dig.
Direkte i jorden
Hvis du foretrækker at plante dine tomater direkte i jorden, så laver du konstruktionen med nedgravede stolper, som billedet herover viser et eksempel på. Det viste tomathus er lidt bredere end de fleste, så det kræver en tagkonstruktion. Du kan nøjes med at lade bagvæggen være af pvc tagplader eller lignende og så lave gardiner af plast til de resterende tre sider. Du kan også, som her, lade konstruktionen have tre vægge af pvc tagplader med luft foroven. Suppler eventuelt med et rullegardin af kraftig plast på den forreste væg. I virkeligheden er det kun din egen fantasi, som sætter grænser.
Indlægget er del af en serie med inspiration fra Schweiz