Musik er godt for (jule)humøret, forebygger stress og styrker immunforsvaret. Alle gode grunde til at skrue op for (jule)musikken i december.
Forskning viser, at musik på mange måder, både psykisk og fysisk, er godt for os. Musikken går ind og aktiverer en lang række af områder i hjernen, som regulerer forskellige vigtige stoffer og antistoffer. Det er derfor, at vi kan vende en dårlig dag til en god ved at lytte til musik, som gør os glade. Det er også derfor, at vi kan bruge rolig musik til at falde i søvn. Noget tyder sågar på, at vi også kan forbedre vores immunforsvar ved at lytte til musik. Ikke uvæsentligt i denne tid med de mange forkølelser. Der er altså al mulig grund til at lytte til masser af musik. Både her i juletiden og generelt.
Lyt til din yndlingsjulemusik
Det betyder ikke så meget, hvilken musik, vi hører. Bare vi kan lide den. Så find din yndlingsjulemusik frem og nyd den. Selv lytter jeg både til klassisk, jazz og pop. Jeg prøver hvert år at lytte til noget nyt, men har selvfølgelig mine favoritter.
Syv julealbums som helt sikkert kommer frem i år:
- The Carpenters “Christmas Portrait”
- The Beach Boys “Christmas Album”
- Vince Guaraldi Trio “A Charlie Brown Christmas”
- Ella Fitgerald “Ella Wishes You a Swinging Christmas”
- Martin Schack “Jazz på dansk – Jule-og vintersange”
- J.S.Bach “Juleoratorium”
- G.F.Händel “Messias”
Gå til en julekoncert
Især første halvdel af december er der gode muligheder for at gå til julekoncerter. Mange af dem er sågar gratis. Her er det i høj grad kirkerne, som fører an. I København er der 24 gratis julekoncerter i byens kirker (+ et par stykker mere, som ikke er kommet med på listen), men også på landet og i provinsen holder kirkerne julekoncert. Hold øje med lokalavisen og Facebook eller gå ind på din kirkes hjemmeside. Der er også en del kirker, som afholder koncerter med entré. Det er typisk de lidt større opsætninger, som for eksempel Händels Messias eller kendte sangere, som synger julen ind. Den slags koncerter bliver også afholdt på dit lokale spillested. Kig også på koncertplanen for DRs Big Band. Måske kommer de forbi i dit nærområde med deres juleshow “Merry Christmas, Baby!”. Den kommende weekends juletræstændinger byder også ofte på en koncert. Selv skal jeg i dag forbi Vesterbros Torv, hvor julelysene tændes kl.17.00 til tonerne af Vesterbro Sogns Gospelkor. Jeg har også et par julekoncerter på listen. Blandt andet Christmas Carols i Sct.Mathæuskirken og så håber jeg på at nå Nattens længste Luciatog, som går fra Mariakirken til Sct. Mathæuskirken søndag d.9.12.
Syng med
Mange steder kan du også selv synge julen ind. Netop musik i samspil med det sociale er særlig sundt. En ekstra bonus er, at sang løsner de spændinger, som mange af os går rundt med. Derudover får du alle de andre gode virkninger, som musikken bidrager med. Føler du dig ikke helt tryg, kan du jo altid smugtræne lidt hjemme i badet. Rigtig mange kirker har fællessang og julehygge i præstegården i løbet af december, men det kan også være, at dit lokale bibliotek eller den lokale spejderforening arrangerer en syng-med-aften. Selv har jeg tænkt mig, at december er den måned, hvor jeg endelig får taget mig sammen til at gå til morgensang på Københavns Hovedbibliotek om onsdagen. Det skulle være stærkt vanedannende, så hvem ved, måske holder det hele vejen i 2019.
For nogle år siden skrev jeg indlægget “Undgå julestess – tag en pause”. Der finder du flere forslag til pauser i juletravlheden.