Rosenkål kan virkelig dele vandene. Rigtig mange er skeptiske over for dem. Andre kan ikke fordrage dem. Selv elsker jeg rosenkål og med denne opskrift er det faktisk lykkedes mig at omvende mange skeptikere. Den revne citronskal giver lige den syre, som skal til for at give rosenkål det rette modspil. Parmesanen giver ekstra smag og salt. Kog rosenkålene så der stadig er bid i dem. Så er jeg sikker på, at også du kan omvende en skeptiker eller to.
Til 4 prs. skal du bruge:
- ½ kg rosenkål
- en smule vand samt salt
- 1 spsk olivenolie
- reven skal af ½ økologisk citron
- 25 gr. friskrevet parmesan ost
Damp rosenkålene i en smule vand tilsat salt i 5-10 min. afhængig af størrelse. Forbered den revne citronskal samt den revne parmesanost. Og, det skal altså være den friske vare. Reven parmesanost i pose burde forbydes på grund af smagen.
Hæld vandet fra rosenkålene. Gerne ved at hælde dem op i en si, så alt vandet er væk fra gryden. Straks herefter hælder du rosenkålene tilbage i gryden, tilsætter olie, citron og parmesan. Rør rundt til rosenkålene er helt dækket og server.