Nu spiser vi i haven

Find inspiration til spisepladser i haven eller lav dit eget havebord af genbrug og inviter familie og venner på besøg til en hyggelig dag i haven.

Kaffe i haven

Med sommeren kommer de lune dage og aftener og vi rykker ud i haven for at spise og opholde os. Noget som jeg allerede i april kunne se i bloggens statistik. Måske var mange allerede der i gang med at indrette haven til at spise i. For at være klar, når den første varme solskinsdag kom. Den der helt vidunderlige dag, hvor man kan tage sin frokost med ud og nyde den i haven. Ikke kun en kop kaffe, men et helt måltid. Er du klar til det? Ellers får du her en række links til både indretning af siddepladser og noget at sætte på bordet. 

Spisepladser i haven

For at nyde et godt måltid er det vigtigt at have en god spiseplads. Godt i læ og i den tidlige sommer gerne i sol. Vi har to. En i øst og en i vest. Begge er i forbindelse med huset. Tidligere år har vi også haft en tredie længere nede i haven. Den er god, når vi gerne vil være lidt i fred, ikke så tæt på sti og vej, men i år er bordet endnu ikke fundet frem. Det kommer nok senere. Hvis du trænger til lidt inspiration til indretning af en spiseplads i haven, så gå til indlægget “Inspiration til spisepladser i haven”. Et af de indlæg som lå på top 5 over mest læste indlæg i april 2016. Her har jeg fundet 5 spisepladser frem fra arkivet. Eller måske er du bare på udkig efter inspiration til en bænk til haven.

Lav dit eget havebord

Mangler du et havebord og kan du lide genbrug, så lav dit eget. Jeg har lavet et af et gammelt stel fra et sofabord. Bordpladen er gamle brædder fra bunken. Supernemt. Vil du hellere have et spisebord, så kig efter et gammelt bord med et stel du kan bygge videre på. Lad dig inspirere af indlægget “Lav dit eget havebord af genbrugsmaterialer”. ikke i top 5, men dog et ofte læst indlæg i sommeren 2016.

Spiseplads i haven med genbrugsbord

Uden mad og drikke…….

Til bordet hører selvfølgelig noget at spise og med sommerens komme må det gerne være let. Måske en tærte? Blandt de mest læste indlæg her på siden hører “Verdens nemmeste tærtedej” og det kan jeg godt forstå. Den er nemlig, som titlen siger, supernem. Inviterer du på kaffe anbefaler jeg “Sommerlagkage med solbær”. Også den er nem at lave og solbærene giver den lige det sommerlige præg, der skal til på en sommerdag. Opskriften ligger i top 5 over de mest læste indlæg i juli 2016 sammen med “Ribssyltetøj med mandler”. En anden god opskrift til sommerens bord er “Gremolatainspireret olie til pasta og grøntsager”. Olien minder lidt om pesto og vi bruger den til en enkel pastaret i sommervarmen. Griller vi koteletter marinerer vi dem i “Grillmarinade med rosmarin og citron”. En marinade som også er god til kylling. 

Jeg ønsker dig en god sommer ude i haven. Omkring bordet sammen med gode venner og familie. 


Igennem 2017 vil jeg med jævne mellemrum tage udgangspunkt i de mest læste blogindlæg fra den pågældende periode i  2016. En slags status, men forhåbentlig også en inspiration til sæsonen. Dette er det sjette indlæg i serien.