Jeg vil skyde på, at de fleste af os bare køber en buket blomster og sætter den i en vase. De færreste bruger tid på at binde en buket. Personligt har jeg slet ikke den evne. Derfor går jeg meget mere op i, hvilken vase jeg bruger. Den kan nemlig gøre meget for buketten. Dels formen på vasen og dels farven på den. Så for sjov fandt jeg i dag fire forskellige vaser frem og købte en buket tulipaner hos købmanden. Det kom der noget meget forskelligt ud af.
Selvom jeg altid har haft mange vaser blev jeg selv lidt forbavset over resultatet. Følgende siger måske sig selv, men alligevel for en god ordens skyld.
- En høj slank vase er god til en lille buket med få blomster.
- En lille rund vase er god til korte blomster.
- Mens en høj konvolutvase nemt magter standardbuketten på 10 blomster.
Når det gælder farver, så sker der en del med buketten afhængigt af farven på vasen.
- De to brune vaser trækker tulipanernes farver meget kraftigt op.
- Mens de i den blå konvolutvase står mere afdæmpet, men stadig sprudlende.
- Til den grå vase blev jeg til gengæld nødt til at udelade de skrappere farver. Det havde ganske enkelt ødelagt det fine sarte udtryk vasen har, hvis jeg ikke havde gjort det.
For øjeblikket er den blå konvolutvase min yndling. Den er så nem at sætte en buket i. Men jeg tror bestemt, at jeg skal lege lidt videre med de brune. Den måde den brune farve trækker farven i blomsterne op er interessant.