I februar bager vi

De første dage i februar har det virkelig været vejr til at bage og spise kage.  Lige meget om det er for at fortsætte januar hyggen eller for at trøstespise.  Gråt, tåget og trist. 

Det er åbenbart ikke usædvanligt for februar. Altså det med at bage. Ihvertfald var de fire mest læste indlæg i februar 2016 alle opskrifter, så jeg fortsætter årskavalkaden med inspiration til kagebordet i februar.

Fastelavnsboller

Ikke overraskende ligger indlægget Fastelavnsboller med tre slags fyld som nummer et. Det er trods alt måneden, hvor vi fejrer fastelavn. Baseret på en almindelig fed bolledej får du inspiration til tre slags fyld fra Sverige, Finland og Danmark.

Mariehorn

Opskriften på Mariehorn med hindbær og marcipan er egentlig en gammel opskrift, som er fulgt med over fra En landliggers dagbog. Det var i mange år en slags husets kage. Altid på lager i fryseren som hjemmelavet bake-off. Klar til at blive bagt efter et par timer i stuetemperatur. Meget overskudsagtigt at servere nybagt kage for gæsterne. De behøver jo ikke at vide, at arbejdet egentlig er gjort en anden dag. Et trick du kan bruge i forhold til enhver gærdej. Bare husk at forme kagen eller bollen før du fryser den. Opskriften på Mariehorn er nummer to over de mest læste indlæg i februar 2016.

Chokolademuffins med rødbeder

Chokolademuffins med rødbeder og olivenolie

Det kan være svært at holde fingrene fra nummer tre. Chokolademuffins med rødbeder er saftige og tilnærmelsesvis sunde kager baseret på olivenolie fremfor smør. De er derfor også gode til dem som har mælkeallergi. Det samme gælder for opskriften på Æblemuffins, som er uden for “konkurrence”, men alligevel værd at nævne.

Sprøde pandekager med nutella

Februar er ikke kun fastelavn, men også vinterferie. Masser af håbefulde børn og børnebørn på ferie, klar til at hygge i vinterkulden. Og, hvad er bedre end en omgang pandekager. Tilsat nutella, solbær og hasselnødder og med et lille glas portvin til de voksne. Sprøde pandekager med nutella  var det fjerde mest læste indlæg i februar 2016.

Genbrug af lysestumper

Har du gennem vinteren samlet lysestumper , så er det måske nu, de skal blive til nye levende lys til terrassen. Jeg smelter mine i gamle henkogningsglas, men du kan selvfølgelig også bruge andre glas. Måske et projekt for børnene i vinterferien eller for dig selv en tåget og grå februardag. Indlægget Vinterens lysestumper bliver til sommerens lys runder årskavalkaden af som nummer fem mest læste februarindlæg i 2016. Levende lys i haven og kage på bordet. Mere hyggeligt bliver det ikke i februar.


Igennem 2017 vil jeg med jævne mellemrum tage udgangspunkt i de mest læste blogindlæg fra den pågældende periode i  2016. En slags status, men forhåbentlig også en inspiration til sæsonen. Dette er det andet indlæg i serien.